Det du vil arbejde for
I Copydan er du med til at gøre en forskel for vores kultur og en forskel for dem, der laver tv, film og musik.
I Copydan arbejder vi for, at kunstnere og kulturproducenter i tv-, film- og musikbranchen modtager en rimelig betaling, når andre benytter de produktioner, de har været med til at skabe. Uanset din rolle hos os – om du er økonom, jurist eller kommunikationskonsulent eller noget helt andet – arbejder du for at støtte og styrke dem, der leverer indhold til vores kulturliv.
Vi arbejder for kunstnere og producenter
Vi er et stærkt fællesskab med mange forskellige fagligheder, som alle arbejder for, at de kreative kræfter og dygtige fagfolk bag danske tv-udsendelser, film og musik modtager betaling for deres rettigheder.
Som jurist spiller du fx en central rolle i at sikre, at skabende og udøvende kunstnere og kulturproducenter får beskyttet deres ophavsret. Som økonom sørger du fx for, at kunstnere og producenter modtager vederlag for deres rettigheder. Og som kommunikationsmedarbejder er du med til at formidle vigtigheden af rettigheder og med til at sætte ord på alle de tv-udsendelser og film, som aftaler med Copydan giver adgang til.
Vi arbejder for rettigheder og kultur
Hos Copydan arbejder vi på tværs af en bred vifte af områder inden for det medie- og kulturpolitiske område, som har betydning for kunstnernes og kulturproducenternes rettigheder.
Vi er med til at skabe løsninger med tv-distributører og tv-stationer, og vi indgår erhvervsaftaler, der giver private virksomheder mulighed for at vise tv til deres ansatte eller deres kunder. Samtidig sikrer vi, at skoler, universiteter, museer, biblioteker og kirker kan anvende tv, musik og film i undervisningen eller som led i en kulturoplevelse.
Selvom vi i Copydan er specialister inden for forskellige områder og bidrager med forskellige fagligheder, deler vi alle en passion for at gøre en positiv og mærkbar forskel for rettighedshaverne.
Vi arbejder kort fortalt for, at kulturen i praksis hænger sammen, sådan at kunstnere og kulturproducenter får en rimelig betaling, mens andre får glæde af indholdet. Til gavn for de kreative erhverv, som kan blive ved med at levere spændende og nyskabende tv-, film- og musikproduktioner til glæde for os alle sammen.