Den danske rettighedsmodel
En aftalemodel som giver danskerne indhold og rettighedshaverne bag produktionerne betaling.
Alle tv-, radio- og filmproduktioner er resultatet af flere og ofte rigtig mange menneskers arbejde. Forfatteren bag manuskriptet, skuespillerne, instruktøren, producenten og alle de andre, som har gjort sig umage for at skabe en oplevelse hos brugeren på den anden side af skærmen.
De individuelle kunstnere og producenter har rettigheder til deres arbejde, og i Danmark har vi en rettighedsmodel, som gør det muligt for andre at bruge deres arbejde mod rimelig betaling.
Copydan sikrer nem adgang til indholdet
På den ene side står brugerne, som gerne vil anvende indholdet. Inden for Copydan Arkivs område er det DR, som gerne vil benytte alt det gode tv- og radioindhold fra tv-stationens arkiver. Men for at det er muligt, og DR ikke skal spørge hver enkelt rettighedshaver om lov til at fx genudsende en dramaserie, hvor han eller hun har medvirket, så kan DR nøjes med at indgå en aftale med Copydan Arkiv på vegne af rettighedshaverne.
Herefter sørger Copydan Arkiv for, at DR's betaling for brugen af rettighederne bliver fordelt til de enkelte medlemsorganisationer, som herefter selv fordeler penge til de individuelle rettighedshavere.