Gå til indhold Slice Created with Sketch.

DR's arkiver er en guldgrube af nyere danmarkshistorie og udgør et imponerende katalog af film, tv- og radioudsendelser. Materialet i DR's arkiver er gennem aftaler mellem DR og rettighedshaverne i dag tilgængeligt på DRTV, herunder i arkivtjenesten Gensyn, og på flow-kanalerne DR2 og DR Ramasjang.

Gennem aftalerne tilgængeliggøres historiske klip, dramaserier, børneudsendelser, julekalendere, dokumentarudsendelser, portrætinterviews og meget mere. Både alt det gode indhold, som mange vil huske, og alt det andet indhold, som det nu er muligt at gå på opdagelse i, hvis man har lyst til at dykke ned i tv, som det var engang.

Aftalerne sikrer samtidig betaling til danske rettighedshavere for de programmer, de har været med til at skabe og har ophavsret til.

Fra tv-serien 'Nana' | © DR/Ulla Voigt
Barbara Topsøe-Rothenborg og Jesper Christensen i DR's tv-serie Nana

Find indholdet i DRTV, på DR2 og DR Ramasjang

Arkivaftalerne giver blandt andet DR mulighed for at stille tusindvis af timers underholdning til rådighed for on demand-brug i DR Gensyn, integreret i DRTV.

På DR2 og DR Ramasjang finder man indholdet som en del af programfladen, så det også når udbredelse via flow-signalet.

Også adgang via Det Kongelige Bibliotek

Foruden den nemme adgang direkte i DRTV vil DR's arkiv efter medieaftalen 2023-2026 løbende blive tilgængeliggjort via søgbar adgang hos Det Kongelige Bibliotek.

Muligheden for at søge i arkivmaterialet er planlagt til at blive udrullet i 2024 og vil være fuldt implementeret i løbet af en årrække.